Vedtægter for Sportsjournalisternes Golf Klub
(.doc)
Baggrund
Midt i 1960erne var golfsporten i Danmark så absolut for de få.
Landet havde i 1965 totalt 15 golfbaner med tilsammen 3.200
medlemmer.
Kun i yderst sjældne tilfælde blev sporten positivt omtalt i
medierne.
Positiv omtale fandt sted, når et par professionelle
verdensstjerner kom til København for at spille med i den årlige
Copenhagen Cup, som dengang var en international, professionel
golfturnering, man regnede med.
Positiv omtale fandt som regel også sted, når endnu en
verdensstjerne af og til undervejs til en turnering i England
stoppede op i København og gav opvisning for de få indviede.
Og endelig kunne positiv omtale sporadisk finde sted, når der
f.eks. blev spillet om de danske mesterskaber - men da ofte uden
den nødvendige indsigt fra mediernes side.
Negativ omtale var der derimod nok af. Den kom med usvigelig
sikkerhed hver gang, der dukkede planer op om at anlægge en ny
golfbane. Forskellige grupper i samfundet lavede ligefrem kampagner
mod golfklubberne - af og til krydret med groft hærværk mod
banerne.
Golf-modstandernes synspunkter havde væsentligt lettere ved at
finde spalteplads end tilhængernes. Kun meget få journalister anede
nemlig overhovedet noget om golfsporten gene¬relt eller om golfens
specielle positive elementer for miljø, sundhed mv. Golfen var jo
for de rige og blev derfor pr. rygmarv kanøflet!
Visioner
På dette tidspunkt indså nogle visionære medlemmer af Dansk Golf
Unions ledelse, at navnlig golfens fritids- og sundhedsaspekter
kunne blive meget positive elementer i velfærdsstaten Dan-marks
udvikling, og at det ville være en god idé at forsøge at styre
udviklingen frem for at lade udviklingen styre golfsporten.
Disse golfledere fandt hurtigt ud af, at skulle de overhovedet
gøre sig håb om en ekspansiv, positiv fremtid for golfsporten i
Danmark, måtte de i gang med et stykke informationsarbejde over for
den brede offentlighed.
Og for at dette kunne realiseres, var det nødvendigt at få nogle
journalister til at forstå, hvad golf var, og hvilke muligheder
sporten havde at tilbyde det danske samfund.
Klubbens start
Derfor kontaktede de i 1967 nogle af de mest kendte
sportsjournalister for at fortælle dem om golfsportens velsignelser
og lade dem selv prøve at svinge en kølle.
Journalisterne blev omgående bidt, og de erkendte hurtigt, at
golfspillet stillede lige så store krav til sine udøvere, som de
sportsgrene journalisterne ofte selv havde dyrket på eliteplan - og
at der i selve golfens væsen var noget, der ikke kunne undgå at
falde i danskernes smag. Golfen ville blive et hit frem mod år
2000.
Hurtigt indså journalisterne, at golfen var perfekt som sport
for mennesker, der - som journalisterne selv - arbejder i alle
weekends og har fri på hverdage. Stærkt opmuntret dannede de derfor
i 1967 Sportsjournalisternes Golf Klub.
Som medlemmer kan optages journalister, som på en eller anden
måde mediemæssigt beskæftiger sig med golf og har et officielt
registreret handicap på ikke over 31,5. I 2009 er medlemstallet
105.
Klubbens formål
Fra starten blev klubben organiseret som en egentlig forening
med vedtægter og det hele. Formålsparagraffen lyder i dag:
- At udbrede kendskabet til golfspillet i Danmark.
- At stimulere ungdommens interesse for golfspillet.
- Årligt at uddele "Den Gyldne Golfbold" til årets danske
golfspiller. Uddelingen sker ved et arrangement i samarbejde med
Dansk Golf Union.
- At samle kolleger om golfspillet ved interne turneringer,
rejser og faglige arrangementer.
På denne baggrund har Sportsjournalisternes Golf Klub fungeret
siden starten.
Dagligdagen
I praksis er målsætningen bl.a. blevet udmøntet i:
- Et stadigt stigende antal artikler, radio- og tv-udsendelser om
alle aspekter af golfen, både som sport og som livsform.
- Beskrivelser af nye aktiviteter inden for dansk golf og støtte
til Dansk Golf Unions principielle synspunkt om, at enhver dansker
skal have mulighed for at vælge golf som sin sport.
- Etablering i 1973 af sportsjournalisternes landsomfattende
juniorturnering, hvor vinderholdet hvert år bliver sendt til
Storbritannien for at spille mod en britisk klub samt overvære The
Open. Mange af de største danske golfnavne fik deres første
internationale erfaringer på disse rejser.
- Årlige uddelinger af "Den Gyldne Golfbold", som også er gået
til en lang række af de spillere, der startede deres karrierer med
fornemme præstationer i sportsjournalisternes juniorturnering.
- En række årlige interne journalistmatcher rundt om i landet
bl.a. med det formål at lære nye baner at kende samt at skabe
personlige kontakter til golfklubbernes ledelser, så senere
eventuelle arbejdsmæssige kontakter kan lettes.
Hvert år afholdes et internt Danmarksmesterskab og en landskamp
mod svenske journalister.
Medlemmerne af Sportsjournalisternes Golf Klub betaler ved
indmeldelsen et indskud og derefter et årligt kontingent. Pengene
bruges - sammen med bidrag fra sponsorer - bl.a. til afholdelse af
den årlige juniorturnering med den indbyggede rejse til
Storbritannien.
Ajourført marts 2009.
Sportsjournalisternes Golf Klub
Bestyrelsen