Et beskedent felt – men dog et felt, som en af deltagerne betegnede nyskabelsen i SGK, Nordjysk Match, der blev afviklet i Danmarks næstældste golfklub fra 1908 i Aalborg. Et enormt indbydende anlæg med 27 huller sydvest for Aalborg, som vi håber at have på programmet igen næste år.

Rene Schütze debuterede i SGK-regi i Lyngbygaard og den nordjyske fotograf blev i sin anden match en del af den vinderliste, som vi savner at kunne tjekke på vores hjemmeside. Eller nogle af os savner. Altså vinderlisten. Hjemmesiden savner vi vist allesammen, men den gode nyhed er, at den med kælen behandling af koderne og blide strøg på de rette tangenter står til at redde. Genoplivningen er i hvert fald i gang og det kunstige åndedræt forventes at resultere i en form for puls i den kommende uge.

Efter en formidabel for-9 på den blå sløjfe med 23 point røg Schützes ellers skarpe kamera lidt ud af fokus, men 16 point på den gule sløjfe og i alt 39 sikrede sejren på en lækker grønsvær, hvor Steen Bruun Rasmussen stregede første hul, men derefter leverede enorm stabilitet og med 37 point holdt sin chauffør, spilmakker og vinderen af matchen i Lyngbygaard, Lars Vermund og hans 34 point, bag sig.

De fire øvrige deltagere fortjener rosende omtale for fremmøde, entusiame, spilleglæde, påklædning, frisure og velholdt udstyr – og når ranglisten (om hvilken der snart vil være en glædelig nyhed) engang er opdateret, er det et velkvalificeret gæt, at Christian Høgh-Andersen med 31 point og to bedre scores fra tidligere turneringer har lagt sig i spidsen.

Nyheder

Recommend
Share
Tagged in
Leave a reply