Kære medlemmer af SGK.
Jeg skal her overbringe endnu en kedelig nyhed, nemlig at vores tidligere mangeårige medlem, Flemming Hvelplund, ikke er blandt os længere. Flemming blev 82 år.
Flemming Hvelplund var dansk og internationalt anerkendt som vin connaisseur. Han var desuden foredragsholder, forfatter og golfspiller. Det var dog først i en moden alder, som 50-årig, at Flemming begyndte på golf og siden blev medlem af SGK.
Forfatterskabet handlede først og fremmest om bøger, mange bøger, om vin, ikke mindst ‘Politikens Vinbog’ fra 1997, men det blev også til bogen ‘Golfture i Danmark’, som udkom i 2004. På mere regelmæssig basis skrev Flemming mange artikler om golf i Jyllands-Posten.
Flemming var medlem af Køge Golfklub, og gennem mange år var han et højt skattet medlem af SGK. Han deltog flittigt i klubbens turneringer, og han sørgede ofte for flotte vingaver som præmier. Uanset spillets gang var hans høje humør og gode historier altid en garanti for en fornøjelig frokost efter turneringerne.
Tak til dig, Flemming, for dit altid muntre væsen.