Vi nærmer os afslutningen på en sæson, som vi sent vil glemme. På grund af corona kom vi sent og forsigtigt i gang, men heldigvis nåede vi at få afviklet de fleste af årets turneringer.
Årets sidste nedslag på turneringsoversigten er den traditionsrige afslutningsturnering Royal Unibrew Autumn Leaves. Efter en årrække i Kokkedal er det blevet tid til at prøve noget nyt. Derfor siger vi i år tak for sæsonen på Dragør Golfklubs fine anlæg.
Det sker 30. september med første start kl. 10.00.
Sædvanen tro er der mere end sædvanligt at spille for denne dag. Det er nemlig også dagen, hvor vinderen af årets Thomtex Rangliste skal findes. Med stærke 39 point i SvensKampen sneg årets DM-vinder, Jonas Hüttel, sig forbi Ulrik Holmstrup i toppen af ranglisten. Men med en difference på tre point, er det bestemt ikke afgjort endnu.
Efter dagens 18 huller samles vi til frokost i restauranten med efterfølgende præmieoverrækkelse til alle dygtige spillere på dagen og gennem året. Eftersom restauratøren foretrækker at tage imod bestillinger på selve dagen, har vi valgt at ekskludere spisningen fra matchfee'en. Man kan evt. med fordel afgive sin bestilling inden man går i gang med runden.
Med andre ord skal man selv stå for bespisning og drikkevarer, og da der er løbende start vil vi naturligvis sætte stor pris på at alle bliver og hylder dagens og ikke mindst årets fortjente vindere.
Prisen for deltagelse er 300,- (type A) respektive 450,- (type B). Startlisten vil blive sammensat på baggrund af ranglisten og offentliggjort via email direkte fra Golfbox.
Tilmelding foregår som altid på vores hjemmeside og sidste frist for tilmelding er søndag den 27. september ved midnat.
tirsdag 22. september 2020