Scores i årets SvensKamp på Bjäre Golfklubb ved Båstad, var lige så flotte som de skønne vuer over Skälderviken og Kullen. Udsigter som udviklede sig i positiv retning i takt med, at både vejret og pointhøsten blev bedre og bedre som dagen skred frem.
Ikke siden 2006 har SGK besejret vores svenske kolleger i SvensKampen, på udebane vel og mærke. Indtil årets udgave af landskampen. Trods et decimeret hold med blot 10 deltagere, lykkedes det for SGK at vinde, ret klart endda. Således skal det imposante trofæ forblive på danske hænder i mindst et år endnu.
Heller ikke svenskerne kunne mønstre de sædvanlige 20 deltagere og med i alt 25 spillere til start på smukke Bjäre Golfklubb, blev de to formænd enige om, at det var de otte bedste på hver side der talte i landskampen. Er klar fordel til hjemmeholdet, der udover hjemmebanefordelen desuden havde hele syv fratrækkere mod kun to hos SGK.
Alligevel vandt SGK på udebane, første sejr i Sverige i 12 år, altså siden 2006 hvor vi vandt på Barsebäck. Bemærkelsesværdigt var det, at de to bedste individuelle scores begge var på 40 point og begge var fra SGK, personificeret ved Uffe Kongsted og Lene Ugilt, som begge rejste sig flot, ovenpå skuffelsen fra fra DM.
Samtidig var SGK's to fratrækkere på respektable 28 point, som var værste scores på dagen for os. SGK endte således med 268 point, et gennemsnit på 33,50 point per spiller, mens Svenskerne endte på 262 point og et gennemsnit på 32,75 per spiller.
Individuelt hos SGK blev det Uffe Kongsted der snuppede sejren, da han havde et lidt lavere spillehandicap end Lene, mens Jesper Worre tog tredjepladsen med 35 point. Med de 40 point strøg Kongsted desuden til tops på Thomtex Årsrangliste hvor afgørelsen findes i årets sidste match i Kokkedal, den 2. oktober.
Igen i år ligner det et opgør om sejren mellem Uffe Kongsted og Christian Mostrup, som begge forhåbentlig er til start i Kokkedal. Desuden kan Claus Rødgaard også med en superrunde i Kokkedal, måske også nå at blande sig.
Tak til Björn Hedman og han hold, for endnu et fint arrangement, der virkelig var kørerturen værd. Udover en skøn golfbane må også restauranten i Bjäre Golfklubb roses for dejlig morgenmad og lækker frokost. Alt i alt en pragtfuld dag.
Næste års SvensKamp er allerede i kalenderen, sæt kryds ved den 3. september 2019, hvor vi spiller landskampen i Hornbæk Golfklub.
Tekst: Michael Lermark. Fotos: Lars Krabbe fredag 14. september 2018